Præsident Macron er en mand af mange ord.
Han holder mange store taler. Han giver interviews, og han sender åbne breve til franskmændene og til alle Europas indbyggere.
Præsidenten skriver angiveligt selv en stor del af sine vigtigste taler, og han gør sig umage. Talerne er meget gennemarbejdede. De. er velformulerede. Ordforrådet er rigt og varieret, og han gør flittig brug af retoriske virkemidler (modstillinger, gentagelser o.s.v.).
Men talerne er meget lange, også for lange ifølge hans kritikere. Fokus i talerne er ofte meget bredt, fx kan en tale om nedlukning af Frankrig på grund af Covid-19 godt indeholde et afsnit om værdien af det europæiske samarbejde i en krisetid.
En spidsere vinkling af budskabet og en kortere form ville gøre talerne lettere at forstå, lyder en af indvendingerne mod den ordrige præsidents taler.
En anden indvending er, at talerne næsten er for formfuldendte, for intellektuelle. Præsidenten bruger mange akademiske og gammeldags ord, som går hen over hovedet på ”menigmand”. Derved kan talerne komme til at virke distancerede, næsten autoritære og formanende i stedet for nærværende og varme.
Iscenesættelsen af talerne er også interessant at studere. I begyndelsen af sin embedsperiode talte Macron som regel fra sit skrivebord med udsigt til Élysée-palæets have. Sommetider stod han op på sit kontor. Under Corona-epidemien i 2020/2021 rykkede han ind i et helt hvidt interiør, der mindede om en lægeklinik. Til gengæld sad han ved et sofabord tæt på en tændt pejs, da han holdt sin nytårstale 2020. Han rykkede så at sige ind i franskmændenes stuer på et tidspunkt, hvor alle skulle holde sig inden døre efter kl. 20, også nytårsaften.
